FN’s særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur – UNESCO – kom til verden i kølvandet på Anden Verdenskrig. Organisationen skulle sikre fred og sikkerhed gennem et omfattende stykke mental ingeniørkunst.
Centralt var begrebet ”menneskehed”, der gjorde det muligt at promovere almenmenneskelig sammenhængskraft. I den forbindelse fik organisationen skrevet en menneskehedens historie, som fremhævede menneskenes fælles historie og gensidige afhængighed. Med projektet fødtes samtidig verdensarvsbegrebet, hele menneskehedens fælles natur- og kulturarv, og de første verdensarvssteder blev udpeget.
Foredraget fortæller om, hvordan det kan være, at netop verdensarven gik hen og blev UNESCO’s bedst kendte initiativ.
Foredragsholderen er leder af et forskningsprojekt om UNESCO’s historie og forfatter til bogen ’A history of UNESCO’.