Foredraget handler om de menneskelige vildfarelsers historie, om eksperimenter der gik galt, kampe der blev tabt og ideer som ingen længere abonnerer på. Fortællinger, som kan være svære at få øje på, og som understreger den gamle sandhed om, at det som regel er sejrherren, der skriver historien.
Tag med på en rejse tilbage til en eksotisk tid – 1800-tallet – og stift bekendtskab med den sidste hofnar på Augustenborg Slot, præstedatteren fra Fredericia som skiftede køn og blev sæbefabrikant, en sort plantageslave som gik i land på Skagens Gren flere år efter slavetransporternes ophør – og andre af danmarkshistoriens fraklip. Hør om en tid, hvor samfundsordenen byggede på kadaverdisciplin og samfundsfjender blev tortureret, brændemærket og halshugget. En tid hvor sindssygdom blev pryglet væk, mens forbrydere blev isolationsfængslet til de blev gale for så at blive eksporteret til udlandet på en
enkeltbillet. En tid med statsstøttet sørøveri og lakuner af lovløshed. Og en tid hvor enkelte lod sig hverve af en kyssekult, mens andre solgte deres sjæl til Djævelen.
Foredraget bygger på den anmelderroste bog ’Velkommen på bagsiden’, der var den officielle udgivelse i forbindelse med historiefestivallen Golden Days i København i 2018. Bogen blev efterfølgende nomineret til Blixenprisen og Weekendavisens Litteraturpris og kåret til Årets Historiske Bog, og danner baggrund for tv-serien ’Danmarkshistorien på vrangen’ på DR2.